Som vi alle ved, er taktkontaktens tilsyneladende ydmyge udseende enorm praktisk værdi. Når vi bruger berøringsafbryderen, oplever vi ikke kun dens fremragende ledningsevne, bekvemme kontrolmetode osv., Men oplever også dens behagelige knapfornemmelse. Hvad angår selve taktomskifteren, har den en præcis struktur, materiale, håndværk osv. Så hvad påvirker taktkontaktens overordnede kvalitet blandt de mange faktorer? Tag et kig.
For en taktkontakt er materialet og pletteringen af granatsplinter og kontakter det mest kritiske. Materialet og teknologien til granatsplinterne og kontakterne skal ikke kun tage hensyn til deres elektriske ydeevne, men også tage hensyn til spørgsmålet om deres levetid. For at reducere kontaktmodstanden mellem granatsplinterne og kontakten anvendes generelt messing eller fosforkobber, og galvaniseringen er forsølvet. Hvis det støder på med jernnåle, kan sølvbelægning isolere SO2 -gassen i luften og holde den væk fra ætsende elementer; men korrosionsbekæmpelsestiden er kortere. Det ville være bedre at bruge messing- eller fosforbronsestifter. Derfor er materialet og tykkelsen af det forsølvede lag og dets behandling blevet nøglen til at bestemme stiftets samlede ydeevne. I dag' s marked er den mest højkvalitets sølvbelagte tykkelse på markedet over 0,3 mikron, som endda kan adskilles fra den ringere tykkelse. Tre gange afstanden. Sølvbelægningsprocessen har også en lang række påvirkninger. Nogle stifter er direkte belagt med sølv, mens nogle anvender en flerlags galvaniseringsproces, som først er forniklet eller forkobret.
Endelig ledningsydelsen for berøringsomskifteren. Fordi i den fysiske struktur er taktkontakten afhængig af granatsplinterne og kontakterne for at udføre, så nøglen til dens indflydelse ligger i kontaktpunktets struktur. Generelt er jo større kontaktfladen, desto bedre og den tværformede kontaktflade på HRO' s taktkontaktkontakter det bedste valg.
